Så havde jeg jo den her drøm som foregik for henved 2.000 år siden.
Jeg havde meldt mig til militæret og i datidens Rom kunne man snildt risikere at blive udstationeret i lang tid, ofte 20-25 år i mange forskellige verdensdele. Jeg var havnet i Jerusalem og en eller anden morgen beordrede min overordnede Marcus Lucius mig ud for at bevogte en grav over en eller anden rebel, der var blevet dødsdømt og man forventede, at der ville være en sammenstimlen af folk derude.
Når man nu har meldt sig ind i hæren, er det sku en fed loppetjans, at passe de døde i stedet for at slås mod rigets fjender og selv ende op som død. YAY tænkte jeg! Hvor svært kan det lige være? De døde plejer jo ikke ligefrem, at være dem der rejser sig og begynder at lave optøjer eller noget…
Vi kom derud tidligt om morgenen og der var ikke en sjæl derude. Kun min kammerat og jeg og så de to vi skulle afløse.
Jeg havde taget et par øl med. Dem delte vi inden vi gav os til at skyde til måls med vores spyd efter nogle harer og nogle spande og krukker nogen havde glemt derude.
Så var det vi tog den her fatale lur hvor vi blev vækket af en torden lignende lyd og vi opdagede et par kvinder der gik forfjamskede rundt foran graven hvor stenen var rullet væk og hylede. Og pludselig kom ham der som vi havde hængt gående hen til kvinderne og talte til dem.
FUCK – tænkte jeg. Vi er edder drøne mig på skideren nu.
Så kom det her store lysglimt og jeg vågnede.