Ved sku ik’ hvorfor jeg skriver. Måske er det en slags selvterapi. Eller en overtryksventil. Måske er det bare hårdt, at leve på bunden hele tiden. Ingen anelse om hvordan den næste husleje skal betales. Ingen anelse om jeg bliver smidt ud til den første. Inden anelse om jeg dør af sult eller kulde næste måned.

Det er hårdt altid at skulle lede efter overlevelsesmuligheder. Det trækker os ned. Ned i bunden. Bunden af samfundet og bunden af flasken. Det sidste er for at bedøve angsten. Og det hjælper faktisk at glemme ‘pligten til at skulle overleve’ en gang i mellem. Det er ret stressende at forsøge at overleve.

Ok altså – jeg er ikke den der har det værst. Robert og jeg tager nogen gange ind og besøger vennerne uden tag over hovedet. Børge og Hans ‘bor’ i nærheden af Rundetårn. Sover som regel udendørs fordi det nogle gange er umuligt, at komme ind på herbergerne. Hans har også en lille hund og den er ikke ret velkommen nogen steder. Den lugter heller ikke ret godt.

Når det er rigtig koldt tager vi en flaske snaps med, som vi drikker lidt af selv for at holde varmen, men vi deler osse ud til de andre.

Jeg har selv været hjemløs engang, men da var det sommer og ikke så slemt. Jeg frygter dog hele tiden at det sker igen.

Sidste år var vi i Aarhus. Tog den på stop. Lang tur. Der bor de sku os’ på gaden.

Et samfunds success burde måles på hvordan de behandler de svage, de syge, de hjemløse og børnene.

Tog billedet 2018 på Klostertorv i Århus. 3 stk. et-værelses…