Det er flere år siden. Jeg var ik’ så gammel. Tror jeg havde et par neuroner der fejlfyrede på grund af varmen. Det var hot sommer og vi lå på madrasser på gulvet i Roberts lille et-værelses og svalede os med en serie reparationsbajere.
Selv om han boede i en uhumsk 1 værelses i kælderen på Nørrebro, var her varmere end i nosseposen på en ørkenrotte.
Vi var trætte. Havde været i byen i en hel uge. Var flade, fattige og fantasiforladte. Og vi stank af fiskenosser.
Ikke engang pneumatiske overarme ville være i stand til at hæve humøret og moralen i rummet den dag.
Vi havde engang haft et røvballeband i København, men vi drak altid pengene op og desuden kunne vi hverken synge eller spille, så det fik en naturlig ende…
Af alle de multimilliarder mennesker der fandtes udenfor i virkeligheden, var Robert nok en af de eneste jeg gad snakke med. I hvert fald den dag. Han tog sku tømmrerfyrene som en mand, hvor jeg var slemt medtaget – ofte i dagevis. Men han havde fået en hjerneblødning.
En eller anden havde hylet en 4 tommer uhøvlet bjælke op i hans røv for nogle dage siden og han ville ikke tale om det. Han var bare total perfid og insisterede på at lave noget der kunne få hans ære genoprettet ved, at komme på forsiden af aviserne. Og en eller anden sagesløs stakkel ville før eller siden komme til at betale for hans sure lune.
Talte røvhullerne i rummet. Vi var fire. De to andre var Tom og Johnny.
Johnny havde en ide om at han ville huskes når han døde. Personlig var jeg sku ligeglad. Ville bare gerne hurtigt og anonymt gennem det her rådne liv. Ville have det overstået.
Men Robert ville være en legende. Jeg har fortalt ham flere gange, at det kom ikke til at ske. Han er simpelthen ikke legendestof! Folk bliver heller ikke legender mens de er levende. Først skal de dø og være døde i mange år, så de efterladte kan glemme alle deres dårlige sider. Når der så kun er det gode tilbage at huske på, er der et par enkelte engang imellem der opnår legende status.
Jeg mener bare…
Gå hen på kirkegården. Der ligger alle legenderne og er helt døde – hvis der da er nogen. De er relokerede til før nutid! Og nogle af dem endda til før datid fordi de er flere hundrede år gamle. Og på nuværende tidspunkt sikkert reinkarneret som huller i en sweitzer ost eller som et andet surt røvhul et eller andet sted i et fjernt miserabelt uland.
Nå, men tilbage til Roberts hjerneblødning.
Han fablede om at røve den der pølsevogn. Dels var han sulten. Dels manglede han penge. Det med pengene var en permanent tilstand.
Han havde en attrappistol, som han havde fået af en af de der Blekingegade bandemedlemmer. De er sku osse nogle sure røvhuller, der aldrig opnår legende status, fordi der slet ikke er noget godt at huske dem for.
Robert, Tom og Johnny var allerede på vej ud af døren.
Jeg ville ikke med. Jeg skulle brække mig.
Grunden til at de slap så billigt var, at dommeren i smug var ved, at krepere af grin fordi der stod to uniformerede betjente ved vognen og spiste aftensmad, så det gik i vasken inden det overhovedet blev til noget. Typisk.
De fik henholdsvis 6, 6 og 7 måneders kost og logi i Horsens Statsfængsel. De trak den nemme tjans. Jeg skulle sørge for at smugle pot ind.