Jeg er normalt en fredelig fyr når jeg selv skal sige det. Men alle har vist en grænse. Min er ca. der hvor uvidende tåber ganske enkelt lukker øjnene for det der er lige foran deres næse.
Så her står jeg så på Region Midt og skal logge ind på deres systemer. Undskyld – Jeg sidder!
Nå da da. Jamen tusind tak for informationen, kære Orakel i skyen.
Det er da pudsigt, for jeg har ikke været logget ind siden for over to timer siden, og dét var på en computer, hvor alt virkede, fordi computere åbenbart stadig er det eneste medium jeres stenalder-arkitektur forstår. Nu prøver jeg så fra telefonen – og bliver mødt af denne Kafka-fejl.
Så hvem er det, der er logget ind “et andet sted”?
Er det dig, NemID? Eller Putin?
Eller er det bare en gammel session, I har glemt at delete, fordi nogen stadig hoster jeres system på en mikrobølgeovn fra 1998?
Men hey – tak fordi jeg igen skal stå som den mistænkelige bruger, mens jeres servere leger “jeg kan ikke tælle til én”.
Måske er fejlen min, fordi jeg havde forventninger.
Forventninger til at et statsanerkendt login-system faktisk kunne holde styr på én bruger ad gangen.
Men okay. Min fejl.
Jeg glemte, at vi i Danmark har digitaliseret os så langt ud, at det eneste, der virker konsekvent, er fejlmeddelelser.
Jeg prøver så igen:
Jeg forsøger selvfølgelig et par gange mere, for håbet er som bekendt det sidste, der dør – lige efter brugeroplevelsen.
Men på dette tidspunkt omkring 4. eller 5. forsøg, begynder det at lugte så meget af amatørisme, at det nærmest skriger på at blive inspiceret.
Det her er et perfekt sted at starte min debugger og kigge efter sikkerhedsmæssige svagheder. For som enhver, der har rodet bare lidt med kode ved: Hvis der er funktionelle fejl – så er der næsten med garanti også sikkerhedshuller. Det ene følger det andet som lugt følger en bæ.
Og hvad viser der sig så?
At fejlen… ja, den er halvt sand og helt sløset.
For når jeg lukker fejlmeddelelsen – bum – så dukker næste skærmbillede op, som om intet var hændt.
Som om det hele bare var en slags digital gaslighting.
Så enten er systemet utroligt dårlig til at vide, hvad det selv laver, eller også er det designet til at få brugeren til at tvivle på sin egen eksistens – og dét ville ærlig talt være den mest ambitiøse funktion, MitID nogensinde har haft.
Det her er ikke første gang PisID forsøger at “innovere” på en måde, der mest af alt minder om at få tynd mave af digital inkompetence. Jeg sidder her med en fejl, der bogstaveligt talt får mit blodtryk til at opdatere hurtigere end deres app.
Nu tror systemet, at den skal scanne en QR-kode. Problemet? Der er ingen skide kode at scanne.
Det, der burde ske, er, at der dukker et login op med en slider, så man kan godkende. Men nej — intet sker. Bare en skærm, der glor dumt tilbage som om det er min skyld.
Og det her, dette amatøragtige rod, beder de os om at have tillid til?
Et login-system der fejler i selve handlingen at logge ind?
Men hey — bare rolig.
Det bliver værre endnu.
Så jeg gør det, man gør, når ens digitale identitet er ved at kollapse:
Jeg ringer til supporten.
Det tager kun to minutters dans gennem et livstræt stemmestyret menucirkus, hvor en mekanisk stemme først fortæller mig en lang, ligegyldig historie om en helt anden fejl i et helt andet system. Jeg trykker 1, 1, 1, 1 — en venlig robot minder mig om, at jeg aldrig må give mine personlige oplysninger til fremmede (ironiens timeglass drypper allerede) — og bekræfter, at det da er helt fint, de optager samtalen. Optag bare. Jeg håber deres chef hører hvert sekund.
Endelig kommer der en ung mand på. Jeg forklarer roligt situationen.
Han svarer:
“Nå, men du har jo logget ind for mange gange.”
Undskyld mig? Nej. Faktisk allerede første gang jeg forsøgte, sagde systemet at jeg var logget ind et andet sted. Jeg var IKKE logget ind andre steder. Det her er sket gentagne gange over måneder.
Han kigger i sin logfil og proklamerer:
“Jeg kan se, du ikke har tastet dit brugernavn ind.”
Jeg siger:
Jo. Det har jeg. Selvfølgelig har jeg det.
Han:
“Det siger logfilen altså, at du ikke har.”
På dette tidspunkt burde han måske overveje, at fejlen kunne ligge i deres app — fx at den ikke har registreret inputtet korrekt eller slet ikke har skrevet det til logfilen. Fun fact: Man KAN slet ikke swipe videre, hvis brugernavnet ikke er tastet ind. Det fandt jeg ud af senere. Så han var faktisk forkert på den. Han forsøgte at få det til at se ud som om at JEG gjorde noget forkert – Ikke unormalt. Det er regel nummer 1 i dårlig kunde service.
Men nej. For ham var logfilen en hellig skriftrulle. Hvis navnet ikke stod i loggen, så eksisterede det ikke. Punktum.
Jeg kunne høre det i hans tone:
Du lyver. Du laver fejl. Du er problemet.
Var ret målløs over at erfare at han faktisk ikke havde til hensigt, at hjælpe mig fordi jeg sagde ham imod – hvilket han givet opfattede som en krigserklæring.
Og så kom det:
“Jeg kan ikke hjælpe dig, så vi stopper samtalen her.”
Oversat:
“Du lyver. Du modsiger min logfil, derfor gider jeg ikke mere.”
Wow. Tak for servicen. Jeg troede ærligt talt, at man skulle til USA for at finde så ubrugelig kundesupport. Måske ringe til Meta. Men nej — vi klarer det selv herhjemme nu.
Så ud over den oprindelige login-fejl, har vi også en logfejl, fordi deres app ikke engang gemmer alle hændelser korrekt. Det er en åbenlys fejl i systemets arkitektur — hvis han altså overhovedet talte sandt. Hvem ved.
Det endte med at jeg blev behandlet som om jeg var idioten. Det var min fejl. Jeg kunne bare have tastet mit brugernavn ind.
Han troede 100 % på sin logfil og 0 % på mig.
Røvhul. Helt nede på jorden. Røvhul.
Og når man når det punkt, hvor systemet ikke bare er i stykker, men også behandler dig som den mistænkte, ja — så er vi altså ude over “irriterende.”
Så er vi i kategorien fucking skidespræller.
Nå, men jeg ringer igen — fordi jeg jo er en ukuelig optimist med en dyb tro på, at denne gang vil systemet måske, bare måske, virke.
Spoiler alert: #@¤%&##!!!!!!!!
Først får jeg – igen – den robotiske samvittigheds-advarsel om, at jeg ALDRIG må give mine personlige oplysninger til nogen. Det gentages, som om jeg stod og viftede med mit NemID på et gadekryds.
Så kommer en dame på linjen og tager teten. Hun guider mig – nærmest med glide creme og autoritet, som om hun netop har afsluttet en master i digital heksekunst – gennem browser-cache-sletning og app-cache-sletning.
Altså: “Tryk dér. Slet dér. Genstart det hele. Tæl til ti. Vend mod øst. Buk tre gange.”
Det hjalp selvfølgelig absolut intet. Surprise. Jeg kunne stadig ikke logge ind på Region Midt med PisID.
Og nu — som tak for min stædige fejlsøgning — er jeg også spærret ude, fordi jeg har forsøgt for mange gange.
Fed præmie.
Men hey, håbet lever! Hun siger, at hun kan nulstille spærringen, hvis jeg lige giver hende mit kørekortnummer eller pasnummer.
Selvfølgelig! Lad os da bare åbne med lidt let identitetstyveri.
Jeg spiller med og giver hende nummeret på mit kørekort. Så spørger hun efter mit postnummer. Fint. Værsgo.
Men nu begynder det at lugte.
Hun forklarer, at hun er ved at validere mig.
Helt fair.
Indtil hun spørger efter min mors fødselsdag.
(Har hun planer om at sende hende en buket, eller…?)
Men hey, jeg graver dybt i hukommelsen imens mistanken begynder at svide som en tidsel i min røv, og serverer datoen.
Men nu topper hun det hele og siger:
“Jeg skal også bruge dit bruger-ID til NemID.”
Her stopper orkesteret så helt med at spille og jeg hører den totale tavshed råbe: ALARM!
Undskyld mig — lige to minutter forinden havde en computerspøgelsesstemme nærmest råbt i mit øre, at jeg aldrig må dele mine personlige oplysninger med nogen. Og nu sidder Fru Cache-Clean og vil have hele pakken?
Jeg siger selvfølgelig nej.
Hun insisterer.
“Det er nødvendigt for at validere dig.”
Hvad i helvede sker der?!
Hvordan skal jeg vide, at hun ikke bare sidder i en kælder i Volgograd og drikker Vodka med fingrene nede i min digitale identitet?
Hun har ikke bevist én eneste gang, at hun faktisk ER fra NemID.
Og for at det ikke skal være løgn: Det er ekstremt nemt at hacke en telefonsamtale. En gammel billig femtocell fra eBay, lidt nørd og en ren Linux-installation, og bum – du ejer hele kvarterets samtaler.
Så undskyld mig, men:
DER ER NO CHANCE IN HELL, at jeg giver hende mit brugernavn. Både NSA, KGB og Xi Jinping sidder sandsynligvis og høvler gren på linien.
Jeg kunne lige så godt have skrevet det på en post-it og klasket det op på Rådhuspladsen med ordene: “Her mit liv.”
Hvis de glinsende amatør-røvhuller bag NemID ikke snart stopper med at ligne et studie i digital inkompetence og hørme af rådden sikkerhedspolitik fra 2007, så bliver vi helt ærligt nødt til at få det CRAP lukket ned med flammekastere og ceremonielle forbandelser.
Service? Ja, det var da en oplevelse — af den slags, hvor man næsten må beundre, hvor konsekvent de formår at ignorere brugeren og levere en kunderejse så stinkende ringe, at man begynder at længes efter køen i Borgerservice og en kuglepen med kæde i.
Efter to måneder med fejl på fejl, hvor supporternes svar spændte fra “øv bøv” til “det lyder da ærgerligt for dig”, og hvor selve sikkerheden virkede mest som en dårlig joke — så har jeg kun ét forslag til Digitaliseringsstyrelsen:
Frys hele MitID ned kryonisk.
Ja, stik det i flydende kvælstof og kom tilbage om 200 år — måske teknologien og idéerne begge er modnet nok til at ikke være decideret til grin.
Og bare lige for en god ordens skyld: det hedder MitID, men intet ved det er mit.
Jeg vil slet ikke ha’ det amatørlort. Send det retur. Modtager betaler.
Det minder mig om den flotte overgang fra NemID til MitID — du ved, det digitale fremskridt vi ikke kunne sige nej til. Jeg skulle bare installere den nye app. Selvfølgelig fejlede det. Intet nyt der.
Så jeg ringer til MitID’s “support”, som viste sig at være en glorificeret telefonsvarer med en kilometerlang digital labyrint, hvor hver menu efter 10 minutters tasten blot førte til én ting: en høflig henvisning til NemID.
Jeg ringer til NemID. Guess what? Samme menu. Samme svar. Samme tomme røv at trutte i. De henviser mig tilbage til MitID.
Og der sad jeg så. Fanget i det digitale hamsterhjul. Et perfekt konstrueret bureaukratisk mareridt, hvor ingen tager ansvar, ingen tager telefonen, og du som borger kan få lov at snurre rundt i evig selvbetjening mens systemet klapper sig selv på skulderen over “effektivisering”.
Jeg håber inderligt, at hele min samtale med de to supportmedarbejdere blev optaget, som de jo så stolt oplyste, var til “kvalitets- og uddannelsesmæssige formål”. I så fald vil jeg varmt anbefale, at deres nærmeste chef — og meget gerne hele ledelsen — sætter sig ned og lytter dem igennem fra ende til anden.
Ikke for at lære noget. Men for at overveje, om det ikke er på tide at omplacere disse såkaldte “supportere” til noget, der matcher deres niveau.
Noget lavt.
Noget, hvor deres vigtigste opgave kunne være at holde vagt over en bunke grus eller måske assistere orm og jordegern i at krydse veje uden fare.
Den arrogante ligegyldighed, jeg blev mødt med, var en masterclass i hvordan man aktivt aflærer menneskelig empati. Hvis det er den standard, jeres system byder på, bør det ikke fryses ned — det bør begraves i tøris og glemmes. Og helst på en fjern planet.
Here er et lille udvalg af fejlmeddelelser fra SUXID:
